Farven hvid

Her sidder jeg. I mit kridhvide rum. Mit kridhvide rum med kridhvide gulve, kridhvide vægge og kridhvide lys.

Mit kridhvide sæde er koldt og hårdt. Jeg ved ikke hvor længe jeg har siddet her, men det må være længe. Min lår, der i forvejen er hvide som sne med små hvide hår, er i hvert fald hvidere end da jeg satte mig ned.

Det eneste læsestof jeg har er blødt, kridhvidt papir med små sjove figurer på.

På den hvide væg er der et lille vindue med en hvid ramme. Udenfor ser jeg hvide skyer drive forbi. Indimellem kommer der en hvid måge, og jeg er sikker på jeg så en hvid due også.

I hjørnet står en hvid vask med et hvidt blandingsbatteri. Underneden står et lille hvidt skab.

Her sidder jeg så. I mit kridhvide rum, i mit kridhvide undertøj. Jeg kan se mit navn stå skrevet på tøjet. Af en eller anden årsag er det skrevet med hvidt.

Det er et ret så kedeligt rum at sidde i.

Det banker på den kridhvid dør. Jeg grynter irriteret. Den åbner lidt på klem. En gammel dame, med hvidt hår og hvid trøje, kigger ind. Hun spørger hvordan det går og jeg svarer alt er godt, også selvom jeg ikke er helt sikker. Så går hun igen.

Der må være en årsag til jeg skal sidde her. Men hvad? Hvad har jeg dog gjort? Bliver jeg straffet?

Jeg åbner skabet under min hvide vask, og får øje på et lille hvidt glas med skruelåg. Jeg åbner det og ser en masse små hvide piller. Hvad er de for? Der er blot en hvid firkant hvor der har været et klistermærke. Men det er nu væk.

Jeg bliver 62 i dag. Meget har jeg oplevet, meget har jeg set og hørt. Mange ting har glædet mig og en del har jeg fortrudt. Af alle de veje jeg har rejst, ved jeg ikke hvordan jeg er havnet her. Hvor skulle jeg have drejet af. Skulle jeg have gået til højre i stedet for venstre, eller skulle jeg have stoppet op?

Jeg ville så gerne have været sammen med min familie i dag, på min fødselsdag af alle dage. Men her sidder jeg. I mit kridhvide rum, med de kridhvide gulve og det kridhvide lys og tænker over mit liv og hvordan jeg er havnet her.

Igen banker det på den hvide dør, og igen er det damen i hvidt, der spørger til mig.

“FINT!” vrinsker jeg. “Man kan vel, for helvede, få lov til at skide i fred, Beate?!”